Grambogård AS | Tlf. +45 64 85 20 22 | info@grambogaard.dk 

​Velfærd hos grisene

Aktive dyr

Fra naturens side bruger grisene helt op til 45 % af døgnet på at være aktive og resten på hvile. Derfor går Grambogårdgrisen frit rundt i store luftige stalde og har adgang til foder døgnet rundt. Desuden har de dybstrøelsen at rode i og frisk halm hver dag. Sådan sikrer vi os, at vores grise er tilfredse og glade. Det kan naturligvis være svært at vide, om en gris er glad, men hvis de ikke mobber hinanden og har krølle på halen er det gode tegn – og sådan er det med Grambogårdgrisene.

Desuden er der et lovkrav om adgang til rode- og beskæftigelsesmateriale. Det indfrier vi til fulde; der er nemlig 40-60 cm dybstrøelse i vores løsdriftsstalde – afhængigt af årstiden.

Langsom og naturlig vækst

Grambogårds grise får lov at blive lidt større end de fleste andre grise. En Grambogårdgris spiser ca. 20 % mere foder end en konventionel gris i opfedningsperioden. Det skyldes, at de har masser af plads at løbe rundt på, og så forbrænder forbrænder de mere. Vi slagter grisene, når de vejer cirka 90 kg. Det tager lidt længere tid end normalt for grisene at nå den vægt, fordi de bevæger sig så meget i staldene. Som regel er grisene klar til at blive slagtet, når de er cirka 6 måneder gamle, og det er de samme velkendte medarbejdere, der sikrer den skånsomme behandling af dyrene både i stalden og på vej til slagteriet.

Økologi

Grambogård forhandler også periodevis økologiske grise. Disse følger opvækst mæssigt de økologiske retningslinjer og kan være slagtet på et eksternt slagteri.